Pilgrimshistorie: I gamle dage og nu
Pilgrimsfærden til Santiago de Compostela startede efter, at man omkring år 815 fandt apostelen Jakobs jordiske rester. Millioner af mennesker har siden vandret på pilgrimsruten gennem Nordspanien for at få syndsforladelse ved gravstedet i den store katedral.
Forhistorien var, at apostlene efter Jesu død spredtes for alle vinde for at udbrede kristendommen. Jakob den Ældre endte i Spanien, hvor han vandrede rundt med sin stav og prædikede. Han er i dag Spaniens skytshelgen, ham der gjorde landet kristent.
Tilbage i Det Hellige Land blev Jakob halshugget af Kejser Herodes i år 44. Hans tro væbnere bragte liget tilbage til Spanien, hvor de endte ved Galiciens kyst i Padrón. Mange år senere blev Jakobs jordiske rester ført til Santiago - udledt fra Sankt Jakob - hvor man opførte en stor katedral.
Rygtet om fundet spredtes til hele Europa, og folk begyndte at valfarte dertil. Man skulle blot følge stjernehimlens mælkevej, så ville man ende ved stjernemarken eller oversat ”de Compostela”, og dermed Jakobs gravsted. Santiago de Compostela (Sankt Jakobs stjernemark) er den kristne verdens tredje største pilgrimsmål, kun overgået af Jerusalem og Rom, hvor apostelen Peter ligger begravet. De mange pilgrimme trådte efterhånden et spor, på spansk el Camino, også på dansk kaldet Jakobsvejen, og i daglig tale blot Caminoen.
De fleste pilgrimme vandrede den lange vej for at sone deres synder og modtage tilgivelsen. Man kunne også gå vejen som stedfortræder for en anden. Måske var man dømt til vandringen som straf for en forseelse. Man havde derfor brug for et bevis for at have fuldført vandringen, som kunne fremvises derhjemme. Dem, der udstedte beviset, havde brug for dokumentation for, at man havde gennemført vandringen. Derfor medbragte man et pas, måske var det en skrivelse fra den hjemlige præst/biskop som udtryk for, at man var ægte pilgrim. Regelmæssige stempler, påtegninger fra ruten beviste, at vandringen var gennemført. Nøjagtig som i dag.
Fordelen ved at være ægte pilgrim var oftest gratis mad og husly; havde man råd, kunne man donere en skilling. I gamle dage overnattede man på klostre og hospitaler, drevet af munke og nonner. De er næsten væk nu, men systemet lever stadigvæk, i dag er det såkaldte refugier, som tilbyder overnatning. Mange af disse drives af kommunale og religiøse instanser, men der er også mange privatejede.
Muslingeskallen er Caminoens symbol, og når man bærer den, er det et meget synligt bevis på, at man er pilgrim. Sådan har det altid været. Ofte er symbolet fastgjort til rygsækken. De fleste af tidligere tiders pilgrimme, som var vandret ned gennem Europa, havde formentlig aldrig set havet før. For dem må det have været tillokkende at vandre de sidste 90 kilometer til Kap Finisterre, stedet hvor verden endte. Man kan nemt forestille sig, hvilket ”sus” det har givet. Det var det eneste sted på hele ruten, hvor der fandtes muslingeskaller, ikke underligt at dette endegyldige bevis skulle med hjem, og at det på hele hjemrejsen skulle bæres så synligt som muligt. Der findes mange gravsteder, også i Danmark, hvor man har fundet muslingeskallen, så ved man, at det er en person, som har foretaget den lange vandring.
Der gik endnu 4-500 år, inden Columbus sejlede ligeud mod kurs vest og fandt Amerika (1492 ). Verdens ende var ikke længere verdens ende. Få år senere gjorde Luther op med syndsforladelses-systemet og kæmpede en hård kamp mod paven for indførelsen af den protestantiske tro baseret på, at vi ikke skal gøre os fortjent til at få tilgivet vore synder. Det var dermed ikke længere nødvendigt at gå pilgrimsturen. (Luther mente endog, at det var spild af tid og arbejdstimer, som kunne anvendes bedre). Opdagelsen af den nye verden, reformationen og utallige krige i Europa, gjorde, at el Camino blev glemt mere og mere for i slutningen af det 20. århundrede at genopstå i sin nuværende form, godt hjulpet af EU-støtte og Unescos godkendelse som en del af verdens kulturarv.
Mange går stadig Caminoen af religiøse grunde, men for flere og flere er selve vandringen vigtigere end målet - den ultimative udfordring til at afprøve sine grænser. Ikke kun de fysiske grænser med at gå derudad, men også at leve efter de syv nøgleord, som kendetegner en pilgrim: Langsomhed, bekymringsløshed, enkelhed, frihed, stilhed, spiritualitet og fællesskab. En stor kontrast til det ofte stressede luksusliv, vi lever i dag.
Caminoen er særpræget. Ingen andre steder i verden kan man vandre så langt uden at tænke på mad og overnatningssteder, for de ligger som perler på en snor. Det giver stor frihed og overskud i dagligdagen, at disse ting fungerer, og inden for absolut overskuelige økonomiske rammer. Ingen andre steder i verden er mennesker så ens; et vandrende folk med rygsæk - ingen titler eller statussymboler til at sætte folk i bås. Og ingen andre steder kommer så mange folkeslag så tæt på hinanden på så kort tid. Med masser af tid og lyst til at lytte og fortælle. Der er ikke andre, familie og venner er derhjemme. Det er, som om landegrænserne forsvinder, og der opstår en ny ”nation”, hvor de fremmede er dem uden rygsæk.
En ”nation” opstået af fællesskab mod samme mål, båret oppe af smil, hilsner, pinsler og hjælpsomhed. Ikke et fællesskab ud fra en bestemt gruppe, men i kraft af et stort område, hvor man møder og slipper hinanden.
(Beskrivelsen er hentet fra: Camino-vandring for begyndere af Simon Graves )
Statistik:
Udviklingen i antal pilgrimme på El Camino:
1989: 5.760
1998: 30.112
2005: 93.924
2007: 114.026
2012: 192.488 (heraf Camino Francés - 134.979)
Antal danskere:
2004: 415
2007: 835
2012: 1.682
Ingen kommentarer:
Send en kommentar