lørdag den 24. maj 2014

Dag 33, Casanova til Arzua

Lørdag, den 24. maj 2014
Albergue Casa Domingo, Casanova - Albergue Via Lactea, Arzua, ca 25 km.

Klar til afgang kl. 07.30 denne morgen. Da de foregående dage havde været kolde og fugtige fra morgenen af, havde jeg også idag valgt at tage overtræksbukser udenpå mine shorts samt en ekstra fleecetrøje under skaljakken. Det fandt jeg dog hurtigt ud af blev for varmt, for denne morgen var det fint tørt vejr og da solen kom frem fra en næsten skyfri himmel, måtte jeg gøre holdt for at demontere noget af tøjet. Samtidig fik jeg mig lige en kop cafe americano med en god kage til. 


Ruten i dag er kendetegnet ved at man går op og ned næsten hele tiden. Efter ca. 7 km. kom man til en lille flække ved navn Furelos. Over til byen fører en smuk gammel middelalderbro. Byen har en meget speciel kristusfigur i kirken, så jeg kikkede lige ind, da døren stod åben og der var lys op personale på. 

Kristus på korset med den ene arm hængende mod jorden, som vil Han hente de faldne op. 

5 km. senere dukkede en større by op ved navn Melide. Efter byen kom en  behagelig vandring gennem en eucaluptusskov. Undervejs skal floden Raido passeres ved at betræde nogle sten. 



I flækken Boente efter ca 15 km. var det tid at gøre holdt ved en bar, hvor jeg fik mig en Coca Cola og en lækker sandwich. Så var jeg klar til de sidste ca. 10 km. til Arzua. Jeg ankom til alberguet, der ligger i udkanten af byen. Fint albergue med gode forhold. Da alberguet ligger i en lidt større by, vil jeg for engangs skyld gå ud at kikke lidt på byen og måske finde mig et hyggeligt sted for lidt frokost. De sidste par dage har jeg været lidt udenfor lov og ret. 



2 kommentarer:

  1. Kære svigerfar,
    tak for dine turbeskrivelser, vi nyder at læse dem dagligt og følge lidt med i hvordan det går og hvad du ser.
    Håber de sidste dages vandring bliver gode for dig.
    KH Jeanette

    SvarSlet
  2. Kære Jeanette !
    Tak for din hilsen. Jeg må sige, at nu "kører" det igen og jeg nyder hver dag. Nu er der jo kun to tilbage inden vi når Katedralen i Santiago de Compostela. Jeg sidder p.t, på Venus bar og forsøger mig med pulpo. Det lyder måske lidt frækt, men det er det slet ikke. Glæder mig til at se jer næste weekend. Hils familien. - svigerfar

    SvarSlet