onsdag den 23. april 2014

Dag 2, Roncesvalles til Zubiri

Onsdag den 23. april 2014
Albergue Roncesvalles - Albergue Zaldiko, Zubiri  21,5 km. 

Omkring klokken 5 begyndte de første at stå op. Iført pandelampe pakkede de sovepose og udstyr i rygsækken. Jeg forstår ikke (måske det er fordi jeg er B menneske) at det skal være nødvendigt at stå så tidligt op, når man har masser af tid til at nå frem til næste alberge. Klokken 6 blev lyset tændt og der hørtes orgelmusik. Jeg stod herefter op fik gjort morgentoilette og var klar til at gå kl. 07.10. Magnhild var også klar så vi fulgtes ad ud af Roncesvalles. Det var ved at blive lyst, vejret var tørt men temperaturen var ikke høj.

Dette er det første skilt man møder lige uden for klosteret, så ved man da, hvor langt man har igen.



Dagens rute er middelsvær skønt der er et samlet fald i højdemeter på ca. 425 netto, men ruten indeholder højdestigninger på ca. 550 meter og samlet fald på 970 meter, så der har været luftmæssigt svære passager for mig med 1 lunge, men det er nu gået meget godt.

Ruten i dag har været særdeles smuk. Vi har stort set kun vandret ad fine stier i nyudsprungne løvskove. Samtidig har vi nydt en meget flot natur i Pyranæerne og set solen stå op og brænde igennem morgendisen.


Vi nåede byen Espinal/Aurisberri efter ca 7 km. Her besluttede jeg og Magnhild os for at finde en bar for at få morgenkaffe. Jeg bestilte en friskpresset appelsin, en kop cafe americano (sort kaffe) og et stykke kage til. Appelsiner hernede smager altså anderledes end i Danmark.

Herefter forlod jeg Magnhild, da jeg godt ville gå i min egen tempo når Alto de Mezkiritz skulle passeres. Under min vandring faldt jeg i snak med 3 flinke unge personer fra Sydkorea.



I Bizkarreta gjorde jeg holdt for at få lidt frokost, da alternativet var, at jeg ikke kunne købe noget inden jeg nåede mit mål for dagens etape i Zubiri. Det blev til en bocadillo (sandwich/flutes med indhold). Her faldt jeg i snak med en ung fyr fra Korea, der i dag var bosat i Tyrkiet. Han arbejdede på store skibsværfter med nybyggeri samt byggeri af boreplatforme.

Efter en stejl opstigning til Carrovide i 909 meters højde gik det nedad mod dagens bestemmelsessted, Zubiri. Magnhild var igen stødt til. 




Nedstigningen til Zubiri var på ca. 500 højdemeter, der blev foretaget på ca 3,3 km. Skønt det var lidt hård ved lårbasserne, nåede vi kl. 14.00 godt frem til Albergue Zaldiko og fik en seng i en 8 mands værelse. 
Af sikkerhedsmæssige grund havde jeg bestilt overnatning her, da jeg ikke vidste hvordan jeg ville klare Pyranæerne.



Albergue Zaldiko

Så stod den på et bad, vask af tøj og almindelig afslapning. 
Jeg har brugt en del tid på blokken idag, idet jeg måtte starte helt forfra på indlægget i går.

Nu vil jeg slutte for idag, da vi skal ud i byen for at finde os et spisested - men det har indtil videre været en rigtig god dag med mange gode oplevelser og vandring i en pragtfuld natur.

2 kommentarer:

  1. We LIKE very much her fra Hedensted. Dine Caminovenner HJ og AM

    SvarSlet
  2. Hej Hans. Vi sidder og snakker om, at der burde være et link til din blog på HVM's hjemmeside. Vil det være ok for dig? Det er jo ikke hver dag vi har en udsending "hos Jesus og Maria"
    KH AM

    SvarSlet