Albergue Santa Marina, Molinaseca - Albergue de la Piedra, Villafranca del Bierzo, 31 km.
De første 8 km. til Ponferrada foregik i bymæssig bebyggelse eller tæt herpå. Som tidligere nævnt er asfalterede landeveje ikke de mest hyggelige at gå på, men efter gårsdagens ujævne stenstier, var det dejligt igen at komme på fast og jævn undergrund. Naturen har ikke i dag været noget at skrive hjem om, nok primært fordi vi har været i eller omkring byer. Vi har set mange mindre marker med vin, frugttræer af forskellig art. Kirsebærene eller var det moreller, var ved at være modne.
Den første større by jeg kom til var Ponferrada. Byen har en tempelridderborg, der tiltrækker sig megen opmærksomhed. Den er opført i år 1178 og fungerede helt til opløsningen af Ordenen i 1312. Borgen er meget velbevaret og er meget interessant for dyrkere af denne Orden.
Der var mange pilgrimme samlet på vejen denne formiddag, men det blev mest til: Hola, Buenos dias og buen Camino eller kortvarige samtaler med de personer, som var interesseret i at samtale.
Gjorde holdt i Cacabelos for at få lidt at drikke og spise inden de sidste 8 km. der godt kan være seje på grund af at vejen næsten stiger konstant og fordi det nu er blevet varmt efter solen igen idag står højt på himmelen.
Fra min frokostbar sad jeg og kikkede på byens kirke og tænkte, at man nok har brugt de for hånden værende søms princip, for i denne kirkegavl er der brugt flere forskellige byggematerialer. Det så man ikke på katedralen i Burgus eller Leon.
Jeg nåede frem til det valgte refugie, Albergue de la Piedra kl. ca. 13.30.
I aftes da jeg ringede til Jacotrans for at oplyse dem om, hvor min rygsæk skulle hentes og leveres, blev jeg af min nabo på stuen, en mand fra Australien gjort opmærksom på, at jeg nok burde reservere en seng på Albergue de la Piedra. Da han også talte spansk klarede han det lige for mig. Det var en god disposition for da jeg kom frem var der kun en ledig seng, skønt jeg allerede var fremme kl. 13.30.
De lidt mindre og private alberguer er i højere kurs hos pilgrimmene. De er mere hyggelige og der er en anden atmosfære og ofte mere rent. Mere plads i soverummene osv. Jeg talte med hospitalera om, hvilket albergue hun ville foreslå af de to jeg havde tænkt mig jeg skulle bo på i morgen aften. Hun tilbød at ringe til alberguet og Jacotrans. En sådan service får du ikke på de store alberguer. Samtidig har de vaskeservice. Man afleverer en vasketøjskurv og 5 EUR og så bliver tøjet vasket og tørret og afleveret ved ens seng, når det er færdigt. Det er noget jeg kan bruge.
Jeg har også på det seneste fundet ud af, at jeg ikke er til de store alberguer med rigtig mange i køjesenge i store soverum. Man føler sig næsten som burhøns (dog kun med en høne i hvert bur).
Nej så er jeg meget mere til, som f.eks i aftes, hvor man sover i almindelige senge og der er god plads imellem. Det giver mere luft og trivsel. På det albergue, jeg bor på i dag er der godt nok køjesenge, men de er kun placeret langs rummets ydervægge, hvorfor der stadig er masser af plads og luft.
Jeg har valgt at dele morgendagens etape i 2, som visse guider også gør. Dette skyldes, at vi kommer ind i kraftige stigninger og med ikke fast underlag - men mere om det de næste par dage.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar