Albergue de Azofra - Hospital de Peregrinos San Juan Bautista, Granon, 21,7 km.
Dagens etape er flad med brede faste grusveje, der primært skærer sig gennem kornmarker eller følger motorvejen N120.
Efter en god nats søvn i eneværelset var jeg klar til afgang kl. 7.15. De var langt mellem pilgrimmene på ruten, men enkelte kunne dog skimtes i det fjerne. Jeg har det fint med følelsen af, at man ikke er helt alene på pilgrimsvejen. Jeg nød denne morgens stilhed uden snak med andre pilgrimme. Stilhed er måske for meget sagt, for jeg tror aldrig jeg har hørt så mange fugle synge samtidig - eller måske snarere har jeg ikke lagt mærke til det. Vejret var lidt småkoldt, med overskyet vejr, men jeg startede som sædvanligt ud i shorts, for så er man klar, når det bliver varmere og man undgår problemet med, at man skal have støvler af for at få nederste del af zip-off bukserne af.
Efter ca 2 timer nåede jeg den første by, Ciruena og havde her planlagt, at skulle have min morgenkaffe , da jeg kun havde fået et par bananer indtil nu. Ciruena er en ferieby med egen golfbane og en del ferieboliger. Da jeg var nået gennem byen, var jeg ikke stødt på nogle barer, hvorfor jeg lige måtte tage yderligere ca 6 km. til næste by, Santo Domingo de la Calzada, hvor jeg var sikker på at kunne købe noget. Så ca. en god time senere ca. kl. 10.30 var jeg i Santo Domingo og fik mig en kop kaffe, juice og en sandwich.
Santo Domingo er den enkelt person, der har betydet mest for pilgrimsvejen til Santiago de Compostella. Efter at være blevet afvist som munk i et par klostre hellige han sit liv til at forbedre forholdene for pilgrimmene. Han anlagde faktisk en del af vejen, byggede broer over vandløb, anlagde kirker og hospitaler og tog sig af pilgrimmene døgnet rundt. Han blev begravet på pilgrimsvejen, og over hans grav rejste man den nuværende kirke.
Den mest kendte legende, der knytter sig til pilgrimsvejen stammer netop fra Santo Domingo de la Calzada. En tysk familie overnattende i Santo Domingo de la Calzada. Ægteparret havde en søn som så godt ud. En af tjenestepigerne prøvede at forføre ham om natten, men han lod sig ikke friste. Skuffet og sur over at blive afvist, skjulte tjenestepigen et sølvbæger i hans oppakning. Da familien havde forladt refugiet, himlede pigen op over det forsvundne krus og at det helt sikkert var sønnen ser havde stjålet det. Han blev hentet, dømt og hængt udenfor byen. Fuld af sorg vandrede forældrene videre til Santiago. Da de stod foran alteret i katedralen, bad de for deres søns liv. På tilbagevenden kom de atter forbi Santo Domingo og så at sønnen stadig var i live, til trods for at han endnu hang der i galgen. De hastede op til byfogeden og fortalte ham om det hændte. Byfogeden der var igang med at sætte to høns til livs udtalte: "hvis jeres søn er i live, lad så de to lækre høns på min tallerken flyve" og det gjorde de. Sønnen blev forenet med de lykkelige forældre.
Jeg måtte ind og se den store katedral og købte billet hertil. Endnu engang blev jeg overvældende af kirkens størrelse, udsmykninger i form af figurer af Sante Maria og mange andre samt den guldpragt der pryder de katolske kirker. Kirken var vel på størrelse med en dansk domkirke skønt byen kun har et par tusinde indbyggere.. I kirken er der et bur over for Santo Domingos grav med to levende høns for at minde de besøgende om legenden. Det virker specielt når en høne, galer i en stor kirkesal.
Jeg forlod Santo Domingo og vandrede de sidste ca. 6,5 km. til mit bestemmelsessted, Granon.
Jeg kunne ikke umiddelbart finde mit albergue, som jeg vidste skulle ligge i nærheden af katedralen. Jeg talte med en lokal ældre mand,å som på spansk viste mig, at alberguet lå i katedralen. Jeg bevægede mig ind i kirken gennem en smal stentrappe bygget af store kvadre. Blev mødt af hospitalero, der bød mig velkommen. Normalt afleverer jeg mit pas og pilgrimspas til brug for registrering. Dette skulle jeg ikke her. Jeg skulle selv registrere min ankomst i en bog. Han viste mig herefter op til min seng. Jeg blev lidt overrasket, da jeg konstaterede, at der blot var lagt ca. 20 madrester ud på et gulv. Hospitalero, det stort set kun talte spansk oplyste, at det var fælles middag kl. 20.00 og morgenmad kl. 7.00. Man betalte ikke et fast beløb for overnatning og forplejning, men den enkelte donerede efter egen vurdering. Flere alberguer, der drives af kirken, tilbyder denne form for afregning, for alle skal som fra tidernes morgen have råd til at vandre til Santiago og der få syndsforladelsen.
Jeg overvejede kort situationen, jeg havde jo ikke betalt noget endnu - derfor gik jeg en lille rundtur i byen for at se om der var alternativer. Dette var der ikke umiddelbart.
Da jeg var kommet tilbage var der nu ankommet et par polske yngre piger, en 5-6 italienere, så der var kommet liv på førstedagen i kirken.
Jeg fik mig et bad og ville herefter gå ned og finde mig lidt til frokost. Jeg sad i det nu flotte solskinsvejr på en bar overfor kirken. Pludselig kom en procession ud fra kirken bærende på et stativ hvorpå var en person der nok skulle forestille jomfru Maria. Der var en lille skare der fulgte efter. Jeg forstod ikke, hvad de havde gang i, var det en begravelse der var under opsejling. Ca.en halv time senere kom de tilbage. I mellemtiden var der ankommet mange festklædte personer udenfor kirken.
Da processionen kom nærmere kunne je se, at der var musikalsk ledsagelse, flot udklædte børn dansede foran - så det var nok ikke en begravelse, der var under opsejling. Det hele sluttede ved kirken, som de fleste bevægede sig ind i. Jeg spurgte en lokal, hvad det var der skete. Hun oplyste, at det var den årlige første maj fest, der startede. Gaderne var fyldt med festklædte mennesker, der blev serveret vin m.v. på barerne og ved bordene i gaderne. En fest var tilsyneladende startet. Da jeg kom tilbage talte jeg med hospitalero (den kvindelige leder), der oplyste, at der nok ville være fest i gaderne i aften, hvilket hun beklagede af hensyn til vores nattesøvn, der jo normalt starter kl. 22.00.
Jeg gik i gang med at opdatere bloggen her ved det store spisebord i opholdsrummet. Jeg undrede mig lidt over, at nogle var igang med at lave pasta. Jeg blev spurgt om jeg ville spise med - jeg forstod ikke rigtigt for kl. var ca. 16.00. Hospitalera oplyste, at det blot skulle anses for en frokost. Pludselig var bordet fyldt hele vejen rundt - ca. 14 ialt. Vi spiste pasta og kødsovs, diverse afskårne pølser og efterfølgende blev der serveret søde klementiner. Nu var vi rystet sammen og jeg glæder mig allerede til i aften, for jeg tror det bliver rigtig hyggeligt og uformelt.
Hospitalero hyggespiller
Ingen kommentarer:
Send en kommentar