Alberguet La Campana, Espinosa del Camino - Albergue Centro Turistico el Peregrino, Atapuerca, 21,7 km.
De 5 andre der var på alberguet (2 franskmænd, 2 italienere og en fra Korea) havde jeg ikke den store kontakt med, da jeg boede ene på 2 mandsværelset.
Efter en god nats søvn var jeg klar til at forlade alberguet kl. 7.00. Jeg så at baren havde åbent, så jeg stak lige hovedet ind og reddede mig en cafe americano og et par stykker sødt brød til. Fik hilst hjerteligt af med hospitalero der ønskede mig en "Buen Camino"
Vejret i dag var hundekoldt, så jeg havde beholdt de lange bukser på. Jeg vil tro morgen temperaturen lå omkring 4 grader og det blæste samtidig lidt så skaljakken måtte også på.
Efter en lille time nåede jeg byen, Villafranca Montes de Oca. Efter byen gik det meget opad og herefter fulgte en lang og fredfyldt ensom vandring i omkring 3 timer. Man går gennem egeskove, brombærkrat og lave buske. Træerne stod stadig nøgne, men skovbunden var fyldt med blomstrende planter. Der var mange flotte buske med lyngfarvede blomster - om det var lyng, vil jeg lade en botaniker afgøre.
Senere gik man på brede skovveje med fyrretræer på begge sider.
Mens jeg gik der tænkte jeg på, hvor enkelt og dejligt det er at være på pilgrimsvandring. - Man står op, og bevæger sig ud i naturen. Regner det tager man blot sin dyrt indkøbte åndbare regntøj på og så afsted. Der er ingen, der har nogle forventninger til dig. Der er ikke en masse gøremål på hjemmefronten eller på jobbet som fylder dit hoved. Du går bare der som Palle alene i verden og nyder Guds skaberværk og den frihed du har til at nyde det. Her vil jeg indskyde en stor tak til ægtefælle og arbejdsgiver for, at jeg fik muligheden for at få denne oplevelse. Når man når frem til sit bestemmelsessted efter dagens etape, er der mulighed for at få sig en seng og et bad. Jeg har så valgt at skrive en blog, det giver naturligvis lidt ekstra arbejde, men det er mit eget valg, for senere bedre at kunne huske detaljer fra turen og for at give venner, familie og andre indsigt i min caminovandring.
En dagsetape på 20-25 km. passer mig fint. Man er fremme ved herberget ved en 13-14 tiden og har så masser af tid. Jeg kunne nok godt gå 10-15 km mere pr dag, men det ville medføre en større belastning af skroget og dermed måske knæ- og muskelskader til følge. Så jeg holder mig til min plan, så det også skulle komme til at passe til min returbillet til Danmark den 29. maj. Satte jeg dagsetapen op ville jeg blot stå med dyre overnatningsudgifter i Santiago de Compostela de sidste dage. Tilbage til dagens etape. Efter Villafranca-Montes de Oca går det som nævnt meget opad og man støder ind i Oca bjergene. Fra gammel tid var disse bjerge for pilgrimme frygtede på grund af overfald og plyndring af banditter og røvere. Turen gennem skoven til St. Juan var hård men flot. Startede i morges i ca. 900 meters højde og passerede på turen bjergtoppe på over 1150 meter.
I San Juan de Ortega blev det til en kort pause med en kop kaffe og en kage og en hyggelig snak med en tysk kvinde. Var fremme ved mit bestemmelsessted i Atapuerca ca. kl. 12.15. Fandt efter lidt besvær alberguet "Centro Turistico El Peregrino", men måtte konstatere, at der var middagslukket indtil kl. 13.00. Fandt en bar i nærheden, hvor frokosten i form af et stykke pizza og en cerveza blev indtaget.
Gik tilbage til alberguet, men da klokken endnu ikke var 13.00 fandt jeg ud af, at jeg kunne komme på wifi uden adgangskode, så ventetiden blev brugt til et gratis "viber" opkald til konen.
Alberguet er forholdsvis nyt med gode forhold. Bor på en seksmandsstue indtil videre sammen med en fra Korea, som jeg også tidligere har boet sammen med. Herudover et par jævnaldrende mænd fra henholdsvis Tyskland og Spanien.
Min fysiske tilstand har ikke været bedre end nu - ingen problemer med hverken vabler, muskler eller led og forkølelsen er på hastig retur, så alt er såre godt.
Jeg er begyndt at lave en samling af fotos af fint indpakkede tæer. Indtil videre er der kun disse to i mit register. Det første billede stammer fra en yngre tysk fyr, og det andet var vistnok en spansk pige. Flot indpakning ikke ???
Adios
Den glade vandringsmand i Spanien.
Hej! Hyggeligt at læse om dine oplevelser! Flotte billeder! Håber du hygger dig. Er p.t. i Galten og skal hilse fra Malik, Leander, Mathilde, Jacob og Birgit
SvarSlet