søndag den 13. april 2014

1 uge til afgang

2 påskedag, den 21.4.  nærmer sig med hastige skridt. Jeg er efterhånden også ved at være klar og glæder mig meget til at komme afsted.

De sidste indkøb af udstyr er foretaget. Rygsækken har været pakket flere gange med alt som jeg skal medbringe og den har været med på mine træningsture. Jeg har jo besluttet mig for at skrive dagbog så derfor er det nødvendigt at medbringe Ipad og lader, der udgør ca. 850 gr. hvilket jo er en stor del af den samlede vægt. Vægten er nu efter revurdering af flere ting i sækken kommet ned på ca. 8 kg., hvilket er acceptabel for mig. Se evt. særskilt indlæg om rygsækkens indhold.

Mine vandrestøvler er efterhånden gået til, idet den samlede træning nu andrager ca. 500 km. Det er nogle rigtig gode læderstøvler som jeg har investeret i og indtil for en uge siden havde jeg min første vabel til gode.  Jeg ville forsøge mig med nogle andre indlægssåler med bedre stødabsorbering. Det skulle jeg aldrig have gjort. På grund af sålens større tykkelse reddede jeg mig en rigtig stor vabel på højre hæl. Jeg har stadig lidt eftervirkninger efter den og den nye tynde hud, men jeg håber og tror at jeg er helt fit for fight om en uge. De gamle såler er ihvertfald kommet tilbage i støvlerne.

Jeg har købt mig et par lette vandrestave. Dem har jeg brugt flittigt de seneste uger. De giver  en bedre kropsholdning og aflaster knæ og er en stor hjælp for åndedrættet specielt når det går opad, så dem tror jeg, at jeg vil blive rigtig glade for.

Haven har fået en forårsrengøring i dag, så nu mangler jeg blot de sidste 3 dage på jobbet inden jeg i påsken får mulighed for at tage afsked med børn, svigerbørn og børnebørn. Et bryllup påskelørdag og så er der afgang 2 påskedag.

Min kone har tilbudt at køre mig til Kastrup lufthavn, hvorfra jeg flyver med Iberia til Pamplona via Madrid. Forventer at lande i Pamplona kl. 23.20.

Jeg glæder mig .........

så næste indlæg forventer jeg kommer fra Spanien.


2 kommentarer:

  1. Svend Erik Nielsen21. april 2014 kl. 21.41

    Kære Gerner - Vi ønsker dig rigtig go' tur og alt mulig godt på en spændende udfordring - Annelise & Svend Erik

    SvarSlet
  2. Kære Hans. Alle gode ønsker for din start - ja for hele din rejse. Vi glæder os til at læse med og spejder efter første spanske hilsen. Kærlig hilsen Hj og Anna-Marie

    SvarSlet